Fra 1991 indgik Kontaktstedet (i dag Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev - Kontaktstedet), der er medlemsforeningen bag det nuværende frivilligcenter, en samarbejdsaftale med Herlev kommune, så kommunen stiller bygningen til rådighed for det frivillige sociale arbejde.
Frivilligcenter Herlev har, som et af de ældste frivilligcentre i landet, en bred vifte af aktiviteter og tilbud. Foruden individuel rådgivning og formidling af frivilligt, socialt arbejde opretter vi selvhjælpsgrupper og yder foreningsservice for de lokale foreninger i Herlev, herunder en række patientforeninger og sygdomsforeninger som f.eks. Diabetesforeningen, og vi huser stadig de gamle klubber: Herlev skakklub og Herlev frimærkeklub.